Ocrelizumab viser vedvarende effekt ved skubsvis multipel sklerose over 10 år

Indholdsfortegnelse

• Introduktion: Hvorfor denne forskning er vigtig
• Studiemetoder: Sådan blev forskningen gennemført
• Sikkerhedsresultater: Bivirkninger og risici ved behandlingen
• Effektivitetsresultater: Hvor godt Ocrelizumab virkede
• B-celleovervågning: Hvad der sker med immuncellerne
• Kliniske implikationer: Hvad dette betyder for patienter
• Studiebegrænsninger: Hvad forskningen ikke kunne bevise
• Patientanbefalinger: Handlingsorienteret rådgivning
• Kildeinformation

Introduktion: Hvorfor denne forskning er vigtig

Multipel sklerose er en livslang sygdom, der kræver langsigtede behandlingsstrategier. Ocrelizumab (Ocrevus) er en godkendt medicin til både skubsvis og primær progressiv multipel sklerose. Dette monoklonale antistof virker ved at målrette specifikke immunceller kaldet B-celler, som spiller en rolle i inflammationen ved MS.

Tidligere studier har vist ocrelizumab's effekt over kortere perioder, men denne forskning leverer de længste opfølgningsdata hidtil – med patientdata fra over et årti mellem 2008 og 2020. Forståelse af langsigtet sikkerhed og effekt er afgørende, da MS-patienter ofte skal behandles i årtier, og både patienter og læger har brug for at vide, hvad de kan forvente af langvarig terapi.

Studiet ser nærmere på, hvad der sker, når behandlingen afbrydes – vigtig viden i praksis, da patienter af forskellige årsager kan have behov for en midlertidig pause. Forskningen giver også indsigt i, hvor hurtigt MS-aktivitet genoptages efter behandlingsstop, og om der er risiko for rebound, hvor sygdomsaktivitet bliver værre end før behandling.

Studiemetoder: Sådan blev forskningen gennemført

Dette internationale studie inkluderede 220 deltagere med skubsvis-remitterende MS fra 79 medicinske centre i 20 lande. For at deltage skulle patienterne være mellem 18 og 55 år med sikker RRMS-diagnose, mindst to skub inden for de seneste tre år (hvoraf et skub inden for det seneste år), og en EDSS-score mellem 1 og 6.

Studiet bestod af fire faser over mere end ti år. I den indledende 96-ugers primærbehandlingsperiode blev patienter tilfældigt fordelt til en af fire grupper: ocrelizumab 2000 mg, ocrelizumab 600 mg, placebo eller interferon beta-1a. Efter de første 24 uger modtog alle patienter ocrelizumab i de resterende tre cykler.

Efter behandlingsperioden fulgte en behandlingsfri fase, der omfattede både en monitoreringsperiode (hvor patienterne blev fulgt hver 12. uge, indtil B-cellerne var normaliserede) og en ikke-monitoreret periode. Til sidst gik 103 patienter ind i en åben forlængelsesfase, hvor alle modtog ocrelizumab 600 mg hver 24. uge.

Forskerne målte flere parametre, herunder:

• MRI-aktivitet (gadolinium-forstærkede læsioner og nye T2-læsioner)
• Årlige skubrater
• Forværring af handicap målt med EDSS-score
• Sikkerhedsovervågning for bivirkninger og alvorlige bivirkninger
• B-celletal og immunsystemmarkører

Sikkerhedsresultater: Bivirkninger og risici ved behandlingen

Sikkerhedsdata fra over ti års observation giver betryggende oplysninger for patienter, der overvejer langtidsbehandling med ocrelizumab. De mest almindelige bivirkninger gennem hele studiet var infusionrelaterede reaktioner, infektioner, hovedpine og rygsmerter.

Under primærbehandlingsperioden var bivirkningsraterne justeret for eksponering sammenlignelige mellem grupperne. Den samlede rate for bivirkninger var 401,1 pr. 100 patientår i ocrelizumab-grupperne mod 375,3 i interferon-gruppen. Alvorlige bivirkninger forekom med en rate på 24,6 pr. 100 patientår med ocrelizumab mod 33,8 med interferon.

Infusionsreaktioner var hyppigst ved første infusion (forekom hos 25–35 % af patienterne), men blev sjældnere efter fjerde infusion. Der var ingen tilfælde af progressiv multifokal leukoencefalopati (PML), en alvorlig hjerneinfektion, der kan forekomme ved visse MS-behandlinger.

Infektionsrater var lidt højere under behandlingsperioderne sammenlignet med den behandlingsfrie fase, hvilket er forventeligt ved immunmodulerende terapi. Alvorlige infektioner forblev lave gennem hele studiet med 1,5–5,5 hændelser pr. 100 patientår under ocrelizumab-behandling.

Der var to dødsfald under studiet. Et skete under den monitorerede behandlingsfrie periode på grund af systemisk inflammatorisk responssyndrom hos en patient, der havde fået ocrelizumab. Et andet dødsfald indtraf i interferon-gruppen under primærbehandlingsperioden.

Effektivitetsresultater: Hvor godt Ocrelizumab virkede

Effektivitetsresultaterne viser imponerende langsigtet kontrol med MS-aktivitet. Under den åbne forlængelsesfase, hvor opfølgningen i gennemsnit var 6,5 år, opretholdt patienterne en fremragende sygdomskontrol.

Det årlige skubrate forblev bemærkelsesværdigt lavt på 0,15 gennem hele forlængelsesfasen. Det betyder, at patienter i gennemsnit oplevede et skub hver 6.–7. år under behandling.

Handicapforværring var også velkontrolleret. Andelen af patienter med verificeret handicapforværring (vedvarende i 24 uger) forblev lav gennem hele studiet. Selv under den behandlingsfrie periode var raterne for handicapforværring minimale.

MRI-målinger viste fremragende sygdomskontrol. Antallet af gadolinium-forstærkede læsioner (som indikerer aktiv inflammation) blev reduceret med 89–96 % sammenlignet med placebo i den indledende behandlingsperiode. Dette niveau af inflammationsundertrykkelse blev opretholdt i den lange forlængelsesfase.

Vigtigst: Da patienter stoppede behandlingen under den behandlingsfrie fase, var der ingen tegn på sygdomsrebound. De tidligste tegn på MRI-aktivitet dukkede op 24 uger efter sidste dosis, og kun 16,3 % af patienterne viste nogen MRI-aktivitet under den monitorerede behandlingsfrie periode.

B-celleovervågning: Hvad der sker med immuncellerne

Ocrelizumab virker ved at reducere antallet af CD20-positive B-celler, og dette studie giver vigtig indsigt i, hvor længe effekten varer, og hvor hurtigt cellerne genopbygges efter behandlingsstop.

CD19+ B-celletal faldt hurtigt efter behandlingsstart og forblev stort set umålelige under behandlingsperioderne. Under den behandlingsfrie fase genopbyggedes cellerne gradvist.

Forskerne så en tendens til langsommere B-cellegendannelse hos patienter, der oprindeligt fik ocrelizumab, sammenlignet med dem, der startede på placebo eller interferon. Median tiden til B-cellegendannelse (opnåelse af 80 celler/µL) var længere i ocrelizumab-grupperne.

Ved starten af forlængelsesfasen var median CD19+ B-celletal 204,0 celler/µL (interval 6,0–646,0), hvilket viste, at immunceller hovedsageligt var genopbygget efter pausen. Hukommelses-B-celler (CD19+ CD38lo CD27+) genopbyggedes også, men i mindre omfang, med kun 5,0 celler/µL i median ved baseline i forlængelsesfasen.

Da patienter genstartede ocrelizumab i forlængelsesfasen, faldt B-celletal igen under detektionsgrænsen og forblev der under behandlingen, hvilket viser medicinens konsekvente effekt på målcellerne.

Kliniske implikationer: Hvad dette betyder for patienter

Dette langsigtede studie giver flere vigtige indsigter for MS-patienter, der overvejer eller allerede bruger ocrelizumab. Data over ti år viser, at ocrelizumab opretholder sin effekt over lang tid uden tab af virkning.

For patienter, der har behov for midlertidigt at stoppe behandlingen – uanset om det skyldes graviditet, operation, forsikring eller andre årsager – er resultaterne særligt betryggende. Studiet viser, at sygdomsaktivitet ikke genoptages med det samme efter stop, og der er ingen rebound, hvor MS bliver værre end før behandling.

Sikkerhedsprofilen forblev stabil over tid uden nye risici ved langvarig brug. Det er vigtigt for patienter, der kan have behov for behandling i årtier. De mest almindelige bivirkninger (infusionsreaktioner) aftager typisk efter de første behandlinger.

B-celleovervågningen hjælper patienter med at forstå, hvad der sker i immunsystemet. Den langsomme genopbygning af B-celler efter behandlingsstop forklarer, hvorfor sygdomskontrol varer i flere måneder efter sidste infusion.

Studiebegrænsninger: Hvad forskningen ikke kunne bevise

Selvom studiet giver værdifulde langsigtede data, er det vigtigt at kende dets begrænsninger. Forlængelsesfasen var ikke tilfældigt fordelt eller kontrolleret, hvilket betyder, at alle deltagere fik ocrelizumab, så der ikke kan drages sammenligninger med andre behandlinger eller ingen behandling i denne periode.

Antallet af patienter faldt over tid, hvilket er typisk i langsigtede studier. Kun 103 af de oprindelige 220 patienter gik ind i forlængelsesfasen, og 86 var stadig i behandling ved data cutoff. Dette frafald betyder, at resultaterne muligvis ikke gælder for alle patienter, der starter på ocrelizumab.

Studiepopulationen var relativt ensartet – alle havde aktiv skubsvis-remitterende MS ved studiestart. Resultaterne gælder muligvis ikke for patienter med mindre aktiv sygdom eller andre MS-subtyper.

Som en eksplorativ analyse var de statistiske sammenligninger ikke designet til at påvise forskelle mellem grupper, så man skal være forsigtig med at drage slutninger baseret på numeriske forskelle, der ikke er statistisk signifikante.

Patientanbefalinger: Handlingsorienteret rådgivning

Baseret på dette langsigtede studie bør patienter, der bruger eller overvejer ocrelizumab:

1. Drøft langsigtet behandlingsplan med din neurolog, da studiet understøtter ocrelizumab's sikkerhed og effekt over mange år
2. Vær opmærksom på, at infusionsreaktioner er mest almindelige ved første infusion og typisk aftager ved efterfølgende behandlinger
3. Forstå, at hvis behandlingen pauses, kan sygdomsbeskyttelsen vare i flere måneder på grund af langsom B-cellegendannelse
4. Fortsæt regelmæssig opfølgning som anbefalet af dit sundhedsteam, herunder rutinemæssige blodprøver og opmærksomhed på infektioner
5. Rapporter eventuelle nye symptomer til dit medicinske team, især tegn på infektion, som ved enhver immunmodulerende behandling

Denne forskning viser, at ocrelizumab kan være et velegnet langtidsvalg for RRMS med vedvarende effekt og en stabil sikkerhedsprofil. Behandlingsbeslutninger bør dog altid træffes individuelt i samråd med din læge.

Kildeinformation

Original artikel titel: Ocrelizumab exposure in relapsing–remitting multiple sclerosis: 10-year analysis of the phase 2 randomized clinical trial and its extension

Forfattere: Ludwig Kappos, Anthony Traboulsee, David K. B. Li, Amit Bar-Or, Frederik Barkhof, Xavier Montalban, David Leppert, Anna Baldinotti, Hans-Martin Schneble, Harold Koendgen, Annette Sauter, Qing Wang, Stephen L. Hauser

Publikation: Journal of Neurology (2023) 271:642–657

Bemærk: Denne patientvenlige artikel er baseret på fagfællebedømt forskning publiceret i Journal of Neurology. Den formidler de videnskabelige resultater på et tilgængeligt sprog, mens alle nøgledata og oplysninger fra den oprindelige undersøgelse bevares.