Sammenligning af Ocrelizumab og Natalizumab ved Multipel Sclerose: En 5-årig Real-World-undersøgelse

Indholdsfortegnelse

• Introduktion: Forståelse af MS-behandlinger
• Sådan blev undersøgelsen gennemført
• Detaljerede resultater fra undersøgelsen
• Sikkerhedssammenligning af behandling
• Hvor længe patienter fortsatte behandlingen
• Hvad dette betyder for patienter
• Begrænsninger af undersøgelsen
• Anbefalinger til patienter
• Kildeinformation

Introduktion: Forståelse af MS-behandlinger

Multipel sclerose (MS) er en kronisk inflammatorisk sygdom, der påvirker centralnervesystemet, herunder hjernen og rygmarven. I løbet af de sidste to årtier er behandlingsmulighederne blevet markant udvidet med udviklingen af adskillige sygdomsmodificerende terapier (SMT'er), som virker gennem forskellige mekanismer for at kontrollere sygdommen.

Blandt de mest effektive behandlinger er monoklonale antistoffer, herunder natalizumab (markedsført som Tysabri) og ocrelizumab (markedsført som Ocrevus). Disse højeffektivitetsbehandlinger anbefales ofte tidligt i sygdomsforløbet for at forebygge irreversibel skade og akkumulering af funktionsnedsættelse. Der har imidlertid hidtil været begrænsede langtidsdata tilgængelige, der sammenligner disse to behandlinger i virkelige kliniske settinger uden for kliniske forsøg.

Natalizumab virker ved at forhindre immunceller i at krydse ind i hjernen og rygmarven, mens ocrelizumab målretter og reducerer B-celler, der bidrager til inflammation ved MS. Denne undersøgelse havde til formål at give patienter og klinikere omfattende 5-års data om, hvordan disse behandlinger sammenligner sig med hensyn til effektivitet, sikkerhed og behandlingspersistens.

Sådan blev undersøgelsen gennemført

Forskere gennemførte en retrospektiv analyse af 308 MS-patienter behandlet på to italienske universitetshospitaler – Sapienza Universitet i Rom og Universitetet i Napoli "Federico II". Undersøgelsen inkluderede 168 patienter behandlet med natalizumab og 140 behandlet med ocrelizumab med en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 75,7 måneder (ca. 6,3 år).

For at sikre retfærdige sammenligninger mellem de to behandlingsgrupper brugte forskerne en statistisk metode kaldet propensity score matching. Denne teknik skabte 70 matchede patientpar (140 patienter i alt), der var sammenlignelige med hensyn til alder, køn, tidligere behandlingsstatus, MS-type, sygdomsvarighed og sygdomsaktivitet ved baseline. Efter matching havde begge grupper en gennemsnitlig opfølgning på 55,9 måneder (ca. 4,7 år).

Undersøgelsen evaluerede tre hovedoutcomer:

• Effektivitet: Målt ved "ingen tegn på sygdomsaktivitet" (NEDA-3), hvilket betyder ingen recidiver, ingen nye MR-læsioner og ingen verificeret handicap progression
• Sikkerhed: Dokumenterede alle bivirkninger ved brug af standard medicinske klassifikationssystemer
• Persistens: Hvor længe patienter fortsatte behandlingen før stop eller skift

Forskere brugte avancerede statistiske modeller for at tage højde for forskelle i behandlingsvarighed og sikre nøjagtige sammenligninger mellem de to lægemidler.

Detaljerede resultater fra undersøgelsen

Undersøgelsen afslørede flere vigtige fund om, hvordan disse to behandlinger præsterer i reel klinisk praksis over næsten 5 års observation.

Ved 5-års mærket opnåede 50,5% af natalizumab-patienterne og 65% af ocrelizumab-patienterne NEDA-3 status (ingen tegn på sygdomsaktivitet). Selvom dette tyder på en numerisk fordel for ocrelizumab, var forskellen ikke statistisk signifikant [HR 0,64 (0,34–1,24), p=0,187], hvilket betyder, at den kunne være tilfældig.

Med hensyn til recidiver observerede forskergruppen 7 recidiver i natalizumab-gruppen og 3 i ocrelizumab-gruppen. Et recidiv indtraf inden for en måned efter start på natalizumab og blev ekskluderet fra analysen, da det sandsynligvis repræsenterede reboundaktivitet fra tidligere behandling. Forskellen i recidivrater mellem de to behandlinger var ikke statistisk signifikant [HR 0,41 (0,11–1,57), p=0,193].

MR-aktivitet viste lignende mønstre – 7 patienter på natalizumab og 3 patienter på ocrelizumab oplevede nye læsioner uden signifikant forskel mellem behandlingerne [HR 0,37 (0,10–1,44), p=0,152]. Handicap progression, specifikt progression uafhængig af recidivaktivitet (PIRA), forekom i begge grupper uden signifikante forskelle [HR 1,43 (0,60–3,40), p=0,417].

Sandsynligheden for at forblive fri for sygdomsaktivitet på specifikke tidspunkter var:

• Ved 1 år: 85,7% for natalizumab vs 92,9% for ocrelizumab fri for recidiver
• Ved 3 år: 82,9% vs 90% fri for recidiver
• Ved 5 år: 82,9% vs 90% fri for recidiver

Sikkerhedssammenligning af behandling

Sikkerhedsanalysen afslørede vigtige forskelle mellem de to behandlinger. Patienter, der modtog ocrelizumab, havde en signifikant højere risiko for at udvikle bivirkninger sammenlignet med dem på natalizumab [OR 4,50 (1,53–16,50), p=0,011].

Ud af 140 matchede patienter oplevede 19 bivirkninger – 4 fra natalizumab-gruppen og 15 fra ocrelizumab-gruppen. Vigtigt er, at ingen af disse hændelser var livstruende, og de fleste blev klassificeret som milde til moderate.

De rapporterede bivirkninger inkluderede:

• Infusionsrelaterede reaktioner (mere almindelige med ocrelizumab)
• COVID-19-infektioner, der krævede behandling eller indlæggelse
• Andre infektioner
• Blodprøveabnormiteter inklusive anæmi, lymfocytopeni og hypogammaglobulinæmi
• Udvikling af autoimmune tilstande (psoriasis, autoimmun trombocytopeni)
• Et tilfælde af brystkræft
• Mindre kirurgiske indgreb (fjernelse af endometriepolyp)

Syv af de 15 ocrelizumab-patienter, der oplevede bivirkninger, var oprindeligt en del af kliniske forsøgskohorter, hvilket kan have påvirket rapporteringsfrekvensen.

Hvor længe patienter fortsatte behandlingen

Behandlingspersistens, hvilket betyder hvor længe patienter fortsatte deres medicin uden at skifte eller stoppe, viste interessante mønstre. Oprindeligt fandt analysen ingen signifikant forskel i afbrydelsesrater mellem de to behandlinger [OR 0,58 (0,26–1,26), p=0,174].

Dog da forskerne udførte en sensitivitetsanalyse, der ekskluderede patienter, der overførtes til andre MS-centre (1 natalizumab-patient, 8 ocrelizumab-patienter), fandt de, at natalizumab-patienter havde en højere sandsynlighed for behandlingsafbrydelse [OR=0,26 (0,09–0,67), p=0,008] sammenlignet med ocrelizumab-patienter.

Årsagerne til at afbryde behandlingen varierede mellem de to grupper:

Natalizumab-afbrydelser (21 patienter):

• 15 på grund af John Cunningham virus (JCV) positivitet
• 1 på grund af bivirkninger
• 2 på grund af graviditet
• 1 overført til andet center
• 1 tabt til opfølgning
• 1 på grund af handicap progression

Ocrelizumab-afbrydelser (14 patienter):

• 8 overført til andet MS-center
• 2 på grund af handicap progression
• 1 på grund af bivirkninger
• 1 på grund af graviditet
• 1 tabt til opfølgning
• 1 på grund af patientens beslutning

De fleste patienter, der afbrød behandlingen, skiftede til en anden SMT, hvor cladribin var det mest almindelige valg efter natalizumab-afbrydelse.

Hvad dette betyder for patienter

Denne undersøgelse giver værdifuld real-world evidens for, at både natalizumab og ocrelizumab er højeffektive behandlinger til kontrol af multipel sclerose på lang sigt. De sammenlignelige effektivitetsfund betyder, at behandlingsbeslutninger i højere grad kan baseres på individuelle patientfaktorer snarere end opfattet overlegenhed af det ene lægemiddel frem for det andet.

For patienter bekymrede for sygdomsaktivitet viste begge lægemidler stærk præstation i at forebygge recidiver, nye MR-læsioner og handicap progression over næsten 5 års behandling. De lignende NEDA-3 rater antyder, at enten behandling kan give omfattende sygdomskontrol, når den er egnet til patientens specifikke MS-type og karakteristika.

Sikkerhedsfundene indikerer, at ocrelizumab bærer en højere risiko for milde til moderate bivirkninger, især infusionsreaktioner, infektioner og blodabnormiteter. Der opstod imidlertid ingen livstruende hændelser i nogen af grupperne i undersøgelsesperioden. Denne information kan hjælpe patienter og læger med at træffe informerede beslutninger baseret på individuel risikotolerance og sundhedshistorie.

Persistensdata tyder på, at når patienter starter på ocrelizumab, kan de være mere tilbøjelige til at fortsætte behandlingen på lang sigt sammenlignet med natalizumab, især når man overvejer det almindelige behov for at skifte fra natalizumab på grund af JCV positivitet.

Begrænsninger af undersøgelsen

Selvom denne undersøgelse giver værdifuld real-world evidens, bør flere begrænsninger overvejes ved fortolkning af resultaterne. Det retrospektive design betyder, at forskerne analyserede eksisterende patientjournaler snarere end at følge patienter prospektivt med forudbestemte vurderingsplaner.

Undersøgelsespopulationen kom kun fra to italienske centre, hvilket kan begrænse, hvor godt fundene gælder for mere diverse populationer eller forskellige sundhedssystemer. Derudover kan inklusionen af patienter, der deltog i kliniske forsøg, have introduceret visse bias, da disse patienter typisk modtager mere intensiv overvågning.

Matchingsprocessen, selvom den er statistisk stringent, kan ikke tage højde for alle mulige confoundere, der kan påvirke behandlingsresultater. Nogle baseline-forskelle forblev mellem grupperne, især i behandlingsvarighed, hvilket krævede statistisk justering.

Endelig ekskluderede undersøgelsen patienter, der skiftede mellem natalizumab og ocrelizumab, hvilket betyder, at fundene muligvis ikke gælder for denne specifikke patientpopulation, der undertiden kræver sekventiel behandling med begge lægemidler.

Anbefalinger til patienter

Baseret på denne forskning kan patienter og klinikere overveje følgende ved behandlingsbeslutninger:

1. Begge behandlinger er højeffektive: Ingen af lægemidlerne viste klar overlegenhed i at kontrollere MS-sygdomsaktivitet over 5 år
2. Overvej sikkerhedsprofiler: Ocrelizumab bærer en højere risiko for milde til moderate bivirkninger, især infusionsreaktioner og infektioner
3. Drøft JCV-status: Natalizumab kræver regelmæssig overvågning for John Cunningham virus antistoffer, og positiv status nødvendiggør ofte behandlingsskift
4. Evaluer behandlingspersistens: Ocrelizumab kan tilbyde bedre langtidsbehandlingskontinuitet for nogle patienter
5. Overvej individuelle faktorer: Behandlingsvalg bør overveje sygdomstype, tidligere behandlinger, reproduktionsplanlægning og personlige præferencer

Patienter bør have detaljerede diskussioner med deres neurologer om disse fund og hvordan de anvendes på deres individuelle situation. Regelmæssig overvågning og opfølgning forbliver essentielle uanset hvilken behandling der vælges.

Kildeinformation

Originalartikel titel: Comparative effectiveness, safety and persistence of ocrelizumab versus natalizumab in multiple sclerosis: A real-world, multi-center, propensity score-matched study

Forfattere: Elena Barbutia, Alessia Castiellob, Valeria Pozzillic, Antonio Carotenutob, Ilaria Tomassoa, Marcello Mocciad, Serena Ruggierie, Giovanna Borriellof,g, Roberta Lanzillob, Vincenzo Brescia Morrab, Carlo Pozzillia, Maria Petraccaa

Publikation: Neurotherapeutics 22(2025)e00537

Bemærk: Denne patientvenlige artikel er baseret på fagfællebedømt forskning og har til formål at præsentere de oprindelige studieresultater præcist og tilgængeligt for ikke-fagfolk.