Surfaktanterstatningsterapi for for tidligt fødte børn med respiratorisk distress

Spring til afsnit

• Dramatisk første humane surfaktantbehandling
• Udvikling af et renset surfaktantlægemiddel
• Umiddelbare effekter af surfaktantbehandling
• Oprettelse af et klinisk forsøgsnetværk
• Vejen til regulatorisk godkendelse
• Global indvirkning på neonatologi

Dramatisk første humane surfaktantbehandling

Dr. Tore Curstedt, MD, fortæller om det afgørende øjeblik, hvor han og hans kollega, Dr. Bengt Robertson, modtog et akut opkald om et kritisk sygt for tidligt født barn. Barnet, født efter kun 27 ugers graviditet og med en vægt på omkring 700 gram, var døende af respiratorisk distress-syndrom og forventedes kun at overleve få timer uden indgreb. Det medicinske team havde udtømt alle konventionelle behandlingsmuligheder for dette ekstremt lavfødselsvægtsbarn.

Selvom der ikke var noget færdigt surfaktantlægemiddel tilgængeligt, havde Dr. Curstedt en renset surfaktantprøve i sit laboratorium. Han fordampede straks de organiske opløsningsmidler fra denne eksperimentelle præparation og suspenderede den i fysiologisk saltvand, hvilket skabte en akutbehandling til denne neonatal akuttsituation. Beslutningen markerede første gang, en renset surfaktant blev givet til et menneske.

Udvikling af et renset surfaktantlægemiddel

Dr. Tore Curstedt, MD, og Dr. Bengt Robertson havde samarbejdet i årevis om udviklingen af det, der skulle blive Curosurf-lægemidlet. Dr. Curstedt bidrog med ekspertise inden for fosfolipidisolering og -separation, mens Dr. Robertson udførte in-vitro og in-vivo eksperimenter med for tidligt fødte kaninmodeller. Deres forskning startede i 1980 med fokus på at skabe en effektiv surfaktanterstatningsterapi for respiratorisk distress-syndrom.

Forskerne udviklede en overlegen fosfolipidpræparation, der viste fremragende resultater i både laboratorietests og dyrestudier. Deres arbejde viste, at surfaktantlægemidlet effektivt forbedrede lungefunktionen hos for tidligt fødte dyr, hvilket gav det videnskabelige grundlag, der retfærdiggjorde den akutte humane anvendelse, da den kritiske situation opstod med det døende for tidligt fødte spædbarn.

Umiddelbare effekter af surfaktantbehandling

Administrationen af den eksperimentelle surfaktant medførte dramatiske og øjeblikkelige kliniske forbedringer. Inden for få minutter efter at have modtaget lægemidlet via tracheal instillation, blev det cyanotiske (blå) barn pink, da iltningen forbedredes markant. Spædbarnet havde krævet 85% iltkoncentration gennem mekanisk ventilation blot for at opretholde minimal iltning før behandlingen.

Bemærkelsesværdigt nok kunne det for tidligt fødte barn inden for en time efter surfaktantadministration trække vejret i stueluft (21% ilt) uden respiratorstøtte. Denne hurtige transformation fra forestående død til stabil respiration repræsenterede et gennembrudsmoment i neonatologien. Dr. Anton Titov, MD, understreger den usædvanlige karakter af denne respons og bemærker, hvor hurtigt lægemidlet vendte den livstruende respiratoriske svigt.

Oprettelse af et klinisk forsøgsnetværk

Efter denne dramatiske succes erkendte Dr. Curstedt og Dr. Robertson behovet for at etablere korrekte kliniske forskningsstrukturer. Som laboratorielæger forstod de, at transformationen af en enkelt succesfuld sag til en standardiseret behandling krævede samarbejde med neonatologer over hele Europa. De fokuserede på at skabe et netværk af medicinske specialister, der kunne deltage i kontrollerede kliniske forsøg.

Forskerne organiserede regelmæssige forskningsmøder for at koordinere deres indsats og dele resultater. Denne kollaborative tilgang sikrede, at surfaktantlægemiddeludviklingen fulgte strenge videnskabelige protokoller, mens indsamlingen af kliniske data fra flere medicinske centre blev accelereret. Dr. Tore Curstedt, MD, understreger, at opbygningen af dette professionelle netværk var afgørende for at fremme surfaktantterapien fra eksperimentel behandling til standardbehandling.

Vejen til regulatorisk godkendelse

Udviklingsteamet stod over for den betydelige udfordring at opnå korrekte regulatoriske godkendelser for surfaktantterapi. De havde brug for at sikre tilladelser til at administrere lægemidlet til for tidligt fødte børn gennem formelle kliniske forsøg. Denne proces involverede at demonstrere både sikkerhed og effektivitet gennem kontrollerede studier snarere end individuelle akutte anvendelser.

Dr. Curstedt og hans kolleger samarbejdede med medicinalvirksomheder om at etablere fremstillingsprocesser, der konsekvent kunne producere klinisk-grade surfaktantlægemiddel. Skalering af produktionen fra laboratorieprøver til farmaceutisk-grade lægemiddel krævede udvikling af standardiserede renseteknikker og kvalitetskontrolforanstaltninger. Denne produktionsudvikling var afgørende for at opnå regulatorisk godkendelse og gøre behandlingen bredt tilgængelig.

Global indvirkning på neonatologi

Den succesfulde udvikling af surfaktanterstatningsterapi revolutionerede behandlingen af respiratorisk distress-syndrom hos for tidligt fødte børn. Før surfaktantterapi var respiratorisk distress-syndrom en førende dødsårsag hos præterm spædbørn, især dem født før 32 ugers graviditet. Introduktionen af effektive surfaktantlægemidler forbedrede overlevelsesraterne for ekstremt for tidligt fødte børn dramatisk.

I dag forbliver surfaktanterstatningsterapi en hjørnesten i neonatal intensivpleje worldwide. Lægemidler som Curosurf, udviklet fra det banebrydende arbejde af Dr. Tore Curstedt, MD, og Dr. Bengt Robertson, fortsætter med at redde utallige for tidligt fødte børn årligt. Dr. Anton Titov, MD, fremhæver, hvordan dette gennembrud demonstrerer den dybtgående indvirkning, som translationsforskning kan have på klinisk medicin og patientresultater.

Fuld transskription

Dr. Anton Titov, MD: De arbejdede i mere end et årti med lægemidlet i laboratoriet, så en dag modtog De et telefonopkald fra en læge, der plejede et døende, for tidligt født barn. De bad Dem om at bruge dette lægemiddel på et menneske for første gang. Det var en meget dramatisk oplevelse. Kan De fortælle mere om den oplevelse af at bringe jeres lægemiddel fra laboratoriebordet til sengekanten?

Dr. Tore Curstedt, MD: Jeg og min kollega Bengt Robertson var begge laboratorielæger. Han arbejdede som patolog og udførte in-vitro og in-vivo eksperimenter. Jeg arbejdede med fosfolipidisolering og -separation.

Vi begyndte at tale om at fremstille surfaktanten i 1980. Jeg havde mine færdigheder inden for fosfolipider, og han udførte in-vitro og in-vivo eksperimenter. Vi arbejdede sammen. Vi fik en god fosfolipidpræparation. Vi testede den in vitro og in vivo i for tidligt fødte kaniner, og det fungerede meget godt.

Det udgjorde et af mange kanineksperimenter. Så ringede de til os på stedet. Sagde: "Vi har en lille dreng, han vejer omkring 785 gram. Han blev født i uge 27 af graviditeten. Vi har gjort alt, hvad vi kan. Han vil dø om et par timer. Har I noget surfaktant? Vi ved, at I arbejder med det, har I noget?"

På det tidspunkt havde vi ingen surfaktant. Men jeg havde i et rør noget renset surfaktant, og jeg havde det i en organisk opløsning. Jeg fordampede de organiske opløsningsmidler.

Dr. Anton Titov, MD: Specifikt til det barn?

Dr. Tore Curstedt, MD: Til det barn. Man kunne ikke lugte noget kloroform i den rensete form. Bengt Robertson og jeg diskuterede, er det muligt for os at give lægemidlet? Hvad vil der ske, hvis barnet dør? "Men vi tager chancen", sagde han.

Jeg suspenderede det i fysiologisk saltvand, og vi sagde til chefen for børneafdelingen: "Giv dette til den lille dreng." Inden for et par minutter gav de lægemidlet ind i trachea. Inden for et par minutter blev det blå barn pink, og det startede med 85% ilt i respiratoren, og efter en time kunne det trække vejret i stueluft.

Dr. Anton Titov, MD: Dette var en dramatisk forandring inden for minutter og på en time. Det var en meget dramatisk effekt. Det var en dreng født ved 27 uger, der vejede kun 700 gram, få timer fra døden, var blå. Så giver I første gang nogensinde, jeres netop-rensete surfaktant, selvfølgelig. Hospitalschefen giver. Men det er jeres medopfundne lægemiddel, med Deres samarbejdspartner Dr. Robertson. Det er en dramatisk forandring. Inden for få minutter bliver barnet pink. En time senere kan trække vejret i normal luft i stedet for 85% ilt. Dette er meget farligt.

Dr. Tore Curstedt, MD: Ja.

Dr. Anton Titov, MD: Det er en absolut dramatisk effekt. Hvordan følte De det?

Dr. Tore Curstedt, MD: Det er meget svært at sige. Det var så dramatisk. Jeg har aldrig set noget lignende i hele mit liv. Jeg var nær ved at græde på det tidspunkt for at se denne forandring hos en lille, lille dreng, der forventedes at dø om et par timer.

Dr. Anton Titov, MD: I observerede drengen med egne øjne, sidder ved siden af uret på intensivafdelingen?

Dr. Tore Curstedt, MD: Ja, ja.

Dr. Anton Titov, MD: Kirurgisk afdelingsleder, hospitalschefen var sandsynligvis der. Hvem andre var der?

Dr. Tore Curstedt, MD: Men ser De, på det tidspunkt troede vi, at vi havde et godt produkt. Men vi var laboratorielæger. Nogle gange kunne vi have dette til resten af verden, vi må have et netværk.

Vi havde to, tre ting, der er meget vigtige. Et godt lægemiddel er meget vigtigt. Vi sagde også, vi må have et netværk af neonatologer. I Europa må vi have det i hele Europa.

Vi må have virksomheden, der kan producere dette lægemiddel i fremtiden. Vi må have møder, forskningsmøder. Det fortsætter hvert år i det mindste. Det startede vi på det tidspunkt. Så må vi selvfølgelig også have alle tilladelser til at give dette lægemiddel til disse for tidligt fødte børn.