Udfordringer ved socioøkonomisk mobilitet og politiske løsninger for sundhedslig lighed

Spring til afsnit

• Den socioøkonomiske mobilitetskrise
• Videre fra myten om meritokrati
• Politikmekanismer til fattigdomsbekæmpelse
• Strategiske investeringer gennem livsforløbet
• Uddannelsesafkast og stigende ulighed
• Et globalt fænomen der kræver globale løsninger

Den socioøkonomiske mobilitetskrise

Moderne økonomier skaber betydelige barrierer for social opadgående mobilitet. Dr. George Kaplan, MD, påpeger et kritisk problem: to tredjedele af personer under fattigdomsgrænsen i USA arbejder fuld tid. Disse patienter sidler ofte fast i lavtlønnede servicejobs uden de fordele eller den økonomiske sikkerhed, som middelklassen nyder godt af. Dr. Kaplan henviser til analyser fra økonomen Dr. Pavlina Chernova, der viser, at de fleste lønmodtagere ikke har haft gavn af de seneste økonomiske opsving.

En alvorlig trussel kommer fra digitalisering og automatisering. Forskning indikerer, at 47% af over 700 eksisterende jobtyper sandsynligvis vil blive automatiseret inden for de næste to årtier. Denne teknologiske revolution skaber et stort skel, hvor kun en højtuddannet og velhavende elite får adgang til velbetalte jobs, mens 85-90% af befolkningen står tilbage med få økonomiske muligheder.

Videre fra myten om meritokrati

En grundlæggende perspektivændring er nødvendig for at tackle disse udfordringer. Dr. George Kaplan, MD, argumenterer for, at vi må bevæge os væk fra forestillingen om, at samfundet fungerer som et rent meritokrati. Succes er ofte ikke udelukkende baseret på fortjeneste eller viden, men påvirkes af en række andre faktorer. Denne forståelse ændrer måden, vi opfatter fattigdom på.

Dr. George Kaplan, MD, understreger, at vi ikke må se de fattige som ufortjente. I stedet bør vi opfatte dem som individer, der ligesom alle andre blot mangler økonomiske midler. Denne omformulering er afgørende, fordi den fører til udviklingen af et helt andet, mere medfølende sæt af socialpolitikker rettet mod reel støtte frem for straf eller forsømmelse.

Politikmekanismer til fattigdomsbekæmpelse

Effektive løsninger eksisterer og er implementeret med varierende succes i forskellige nationer. Dr. George Kaplan, MD, forklarer, at samfundsmæssige og monetære mekanismer kan ændre indkomstfordelingen markant. Skatte- og overførselsystemer i mange EU-lande har for eksempel været meget effektive til at reducere både børne- og voksenfattigdom.

Dr. George Kaplan, MD, bemærker den markante kontrast mellem nationer: "Frankrig gør et enormt stort stykke arbejde, USA klarer sig ret dårligt." Disse politikker muliggør omfordeling af offentlige ressourcer, så individer får adgang til essentielle serviceydelser, uddannelse og muligheder, de ellers ville være afskåret fra. Intervieweren, Dr. Anton Titov, MD, faciliterer denne diskussion om komparativ politikeffektivitet.

Strategiske investeringer gennem livsforløbet

Indgreb skal være omfattende og vedvarende gennem hele individets levetid. Dr. Kaplan understreger styrken ved tidlige barndomsinterventioner og henviser til det markante "ordgap", hvor børn fra lavindkomstfamilier hører 13 millioner færre ord og mindre komplekst sprog inden fireårsalderen. Disse tidlige erfaringer former direkte de kognitive og interpersonelle færdigheder, der er nødvendige for fremtidige højtlønnede jobs.

Dog advarer Dr. George Kaplan, MD, om, at investeringer ikke kan stoppe der. En højtuddannet gruppe unge voksne vil stadig mislykkes, hvis der ikke er jobs tilgængelige. Tilsvarende bliver ældre voksne uden et støttende pensionssystem en byrde for samfundet. Løsningen kræver strategiske investeringer på alle livets stadier for at undgå generationskonflikter og sikre støtte fra tidlig barndom til høj alder.

Uddannelsesafkast og stigende ulighed

De ekstreme økonomiske afkast på uddannelse og kapital er ikke uundgåelige konsekvenser af en moderne økonomi, men resultater af politiske valg. Dr. Kaplan udfordrer antagelsen om, at en direktør, der tjener 400 gange mere end en produktionsmedarbejder, er et automatisk økonomisk udfald. Denne ulighed afspejler specifikke beskatningspolitikker, virksomhedskulturer, der lægger vægt på grådighed frem for samfundsnytte, og en manglende opfattelse af investering i medarbejdere som en fordel for det bredere samfund.

Dette har ført til en enorm stigning i ulighed på tværs af mange lande, en tendens, der er omfattende dokumenteret af økonomer som Thomas Piketty. Dr. George Kaplan, MD, understreger, at disse udfald "ikke er automatiske. De vokser ikke ud af vores biologi." De er det direkte resultat af beslutninger taget af politikere og individer, som konstant skal vurderes på, om de er pro-sundhed eller anti-sundhed for befolkningen.

Et globalt fænomen der kræver globale løsninger

Ekstrem ulighed og hæmmet mobilitet er ikke begrænset til enkelte nationer, men repræsenterer en global udfordring. Dr. George Kaplan, MD, bemærker, at byer som Moskva og New York har verdens højeste koncentration af milliardærer, mens mange andre kæmper. Denne polarisering er en kraftfuld social kraft med globale implikationer, idet rigdom strømmer på tværs af grænser – dokumenteret af russiske investorer, der køber lejligheder til flere millioner dollars på Manhattan.

Derfor må løsninger også være globale i omfang. Dr. George Kaplan, MD, konkluderer, at vi må tænke over, hvordan globale praksisser bidrager til ulighed og, endnu vigtigere, hvordan de påvirker sundheden og trivslen for befolkninger overalt. En koordineret international indsats er nødvendig for at skabe økonomiske systemer, der fremmer sundhedslig lighed for alle. Dr. Anton Titov, MD, hjælper med at formulere dette komplekse globale problem for et medicinsk publikum, der er optaget af befolkningssundhedsresultater.

Fuld transskription

Dr. Anton Titov, MD: Lad os tale om, hvordan man kan forbedre socioøkonomisk status og forhåbentlig hjælpe i det moderne liv. Socioøkonomiske løftemekanismer fungerer langt fra så godt, som de burde. Du har ret i et af dine værker: mange fattige patienter arbejder, men ofte er de fordele ved arbejde, som middelklassen nyder godt af, ikke tilgængelige for de fattige.

To tredjedele af patienter under fattigdomsgrænsen i USA arbejdede fuld tid. De har tendens til at være ansat i lavtlønnede servicejobs. Desuden er det nyligt rapporteret, at i modsætning til tidligere økonomiske opsving, havde de fleste lønmodtagerpatienter i USA ikke gavn af det seneste økonomiske opsving.

Der er et slående diagram baseret på analyser fra Dr. Pavlina Chernova, der viser, og jeg er slet ikke optimistisk om situationen, at forholdene vil forbedres for patienter med lavere socioøkonomisk status. Der er en nylig artikel i Economist magazine, "Den Tredje Store Bølge", der siger, at den digitale revolution åbner et stort skel mellem en faglært og velhavende elite og resten af samfundet.

Forskning viser, at 47% af over 700 jobtyper, der eksisterer i dag, sandsynligvis vil blive automatiseret væk, formentlig forsvundet inden for det næste årti eller to. Economist-artiklen siger igen, at innovation vil tillade højt motiverede, talentfulde, samvittighedsfulde individer at kæmpe sig ind i den mindre gruppe af meget velbetalte arbejdere. Men de resterende 85 til 90% af befolkningen vil måske finde lidt at lave i den nye økonomi.

Fremtiden er ret skræmmende. Som du skrev, blev det estimeret, at i de første fire leveår vil børn i lavindkomstfamilier have hørt mindre end en tredjedel så mange ord fra voksne som børn i familier med akademiske erhverv, hvilket udgør 13 millioner færre ord for børnene. De hører også mindre komplekse sætninger og flere negative udsagn og forbud.

Ordtælling og kompleksitet er netop det, der udvikler de kognitive og interpersonelle færdigheder hos barnet – netop de færdigheder, der vil blive nødvendige krav for højtlønnede jobs inden længe. Det varsler ikke godt for disse børn, når de vokser op og kommer på arbejdsmarkedet.

Hvad kan samfundet, regeringen og sundhedsorganisationer gøre for at forbedre patienters vilkår, givet disse ret deprimerende statistikker og tendenser?

Dr. George Kaplan, MD: Det er et stort spørgsmål. Lad mig starte med at sige, at vi må bevæge os væk fra at tænke på mønstre for succes i samfundet som afspejling af et meritokrati. Det er simpelthen ikke tilfældet i de fleste samfund, at patienter når toppen baseret på fortjeneste, baseret på hvad de ved. Det er ofte baseret på mange andre faktorer.

Vi må tænke på de fattige ikke som ufortjente, men som nogen sagde, nogen som dig eller mig, der ikke har penge. Når vi tænker på patienter, der er mindre heldige på den måde, fører det til et helt andet sæt af socialpolitikker.

Når vi ser på tværs af lande, ser vi en enorm variation i, hvor vidt der er samfundsmæssige mekanismer for at hjælpe patienter med at stige op fra en lavere position i livet. De varierer enormt, hvis man sammenligner EU-lande for eksempel. Skatte- og overførselsystemerne reducerer fattigdomsniveauer, børnefattigdomsniveauer og voksenfattigdomsniveauer markant.

Stadig er der variationer: Frankrig gør et enormt stort stykke arbejde; USA klarer sig ret dårligt. Jeg henviser enhver interesseret til at se på de mange, mange rapporter om disse variationer.

Så den første ting er, at vi har samfundsmæssige mekanismer; vi har monetære mekanismer. Dette kan ændre indkomstfordelingen. Dette tillader, at offentlige ressourcer bliver omfordelt, og at individer får adgang til ting, de ellers ikke ville have adgang til. Det er et stykke af det.

Et andet stykke er, at vi skal tænke på investeringer gennem livsforløbet. Der er ingen tvivl nu, understreget af det eksempel, du gav: barnet, der er udsat for færre ord og udvikler mindre kognitiv kompleksitet. Der er ingen tvivl om, at tidlige interventioner dramatisk ændrer børns evne til at manøvrere sig gennem et komplekst samfund for at få de færdigheder, de har brug for at klare sig godt.

Men vi skal også tænke på: vi kunne have en højtuddannet gruppe af 20-årige, der færdiggjorde gymnasiet, eller 18-årige, der færdiggjorde gymnasiet, men hvis der ikke var jobs, ville de slet ikke klare sig godt. Vi kunne have en gruppe ældre voksne, der ikke havde ressourcer, fordi der ikke var et pensionssystem, der også ville være en byrde for samfundet.

Vi skal tænke på strategiske investeringer gennem livsforløbet, ikke kun på et stadium eller et andet, ikke engagere os i generationskrige.

Endelig skal vi tænke på argumentet om de stigende afkast på uddannelse – monetære afkast, økonomiske afkast på uddannelse. Mange økonomer har påpeget, og den Economist-artikel antyder, at det faktum, at en direktør for et stort selskab tjener 400 gange mere end en produktionsmedarbejder i den fabrik eller virksomhed, ikke er en automatisk konsekvens.

Det afspejler beskatningspolitikker; det afspejler kulturer, der lægger vægt på grådighed frem for samfundsnytte; det afspejler en opfattelse af, at investering i medarbejdere ikke kun er noget, man gør for at beholde dem, men også er en investering, der belønner samfundet.

Så der er et helt sæt af slags interventioner, socioøkonomiske interventioner, der faktisk foregår. De foregår forskelligt i forskellige samfund. At være arbejdsløs i Sverige er meget anderledes end at være arbejdsløs i USA. Disse politikker varierer på tværs af lande.

Vi må konfrontere den enorme stigning i ulighed, som er sket i mange lande. The Economist har skrevet om det; mange patienter har skrevet om Piketty, den nu berømte franske økonom, som har skrevet om det. Disse ting er ikke automatiske; de opstår ikke af vores biologi.

De er baseret på beslutninger, som bliver truffet af politikere, af enkelte personer. Vi må konstant spørge os selv, om disse beslutninger er sundhedsfremmende eller sundhedsskadelige.

Rusland er bestemt blevet et af de mest polariserede samfund. I Moskva findes den højeste koncentration af milliardærer i verden; New York kommer på andenpladsen. Rusland er bestemt en svaghed, ikke kun i de sidste årtier. Det er også en enorm social drivkraft.

Jeg er fuldt ud klar over, at nogle af disse lejligheder til 80 millioner dollars på Manhattan faktisk bliver købt af russere, så dette er et globalt fænomen. Det er ikke kun lokalt. Det betyder, at vi må tænke på det globalt.

Vi må overveje, hvordan globale praksisser alle bidrager til det, og endnu vigtigere, vi må overveje, hvordan de alle bidrager til befolkningsgruppers helbred og trivsel.