Forebyggelse af Brystkræft med Antihormonel Terapi og Risikoreduktion

Spring til afsnit

• Hormoneksponering og Brystkræftrisiko
• Tamoxifens Forebyggende Effekt
• Fordele ved Aromatasehæmmere
• Håndtering af Bivirkningsbekymringer
• Implementering i Klinisk Praksis
• Fuld Transskription

Hormoneksponering og Brystkræftrisiko

Dr. Marc Lippman, MD, forklarer den grundlæggende sammenhæng mellem længden af østrogeneksponering og risikoen for brystkræft. Han henviser til overbevisende epidemiologiske data, der viser, at en kvinde med menarche i en alder af 16 år har en tredjedel af risikoen sammenlignet med en, hvis menstruation startede som 12-årig. Denne fireårsforskel i pubertetsstarten medfører en markant risikoforskel årtier senere. Tendensen mod tidligere pubertet, som nu starter omkring 10-årsalderen i USA, bidrager væsentligt til de højere brystkræftrater i vestlige befolkninger.

Dr. Lippman bemærker yderligere, at adoption af vestlig livsstil globalt hænger sammen med "enorme stigninger" i brystkræftrisikoen. Dette mønster bekræfter, at længere hormoneksponering direkte øger modtageligheden for kræft. Beviset gælder også for kvinder, der oplever for tidlig overgangsalder, som har lavere forekomst af brystkræft. Disse observationer lagde grundlaget for udviklingen af antihormonelle forebyggelsesstrategier.

Tamoxifens Forebyggende Effekt

Dr. Marc Lippman, MD, gennemgår banebrydende forsøg med brystkræftforebyggelse, som omfatter titusindvis af kvinder i flere lande. Forskningen viser tamoxifens bemærkelsesværdige beskyttende effekt, når det indtages over fem år. På intent-to-treat-basis opnåede kvinder, der fik ordineret tamoxifen, en cirka 50 % reduktion i brystkræftforekomst. Denne ekstraordinære risikoreduktion opstod på trods af, at omkring en tredjedel af deltagerne ikke gennemførte det fulde femårsforløb.

Dr. Marc Lippman, MD, understreger, at disse resultater afspejler effektiviteten i praksis, hvor følgesomheden varierer. De konsistente resultater fra store randomiserede forsøg fastslår tamoxifen som en dokumenteret kemopreventionsmedicin. Dette evidens understøtter tamoxifens rolle for højrisikokvinder, der ønsker at reducere deres brystkræftsrisiko markant gennem farmakologisk intervention.

Fordele ved Aromatasehæmmere

Dr. Marc Lippman, MD, fremhæver aromatasehæmmere som en anden potent klasse af forebyggende medicin mod brystkræft. Disse lægemidler virker ved at blokere omdannelsen af androgenforstadier til østrogener, primært hos kvinder efter overgangsalderen. Kliniske forsøg viser, at aromatasehæmmere opnår op til 75 % reduktion i brystkræftrisiko ved fem års brug. Dette gør dem til "yderst effektive" forebyggende midler ifølge Dr. Lippman.

Virkningsmekanismen retter sig specifikt mod østrogenproduktionen frem for at blokere østrogenreceptorerne. Denne tilgang giver en alternativ forebyggelsesstrategi, der især er velegnet til kvinder efter overgangsalderen. De solide risikoreduktionsdata placerer aromatasehæmmere som en hjørnesten i moderne protokoller for brystkræftforebyggelse hos egnede kandidater.

Håndtering af Bivirkningsbekymringer

Dr. Marc Lippman, MD, adresserer direkte misforståelserne omkring bivirkninger ved antihormonel terapi. Han henviser til randomiserede dobbeltblindforsøg, hvor de fleste kvinder ikke kunne skelne mellem aktiv medicin og placebo. Den "mest almindelige bivirkning er ingen," understreger Dr. Lippman. Han præciserer, at aromatasehæmmere ikke viser væsentlige toksiciteter i organsystemerne som hjerte, lever, nyrer eller lunger og ikke forårsager leukæmi.

For den minoritet, der oplever subjektive bivirkninger som hævelse, anbefaler Dr. Lippman blot at stoppe medicinen uden varige følger. Han betegner meget af informationen på internettet som "skrald," der unødvendigt skræmmer kvinder fra potentielt livreddende forebyggelse. Dette evidensbaserede perspektiv hjælper med at afveje risici og fordele for patienter, der overvejer kemoprevention.

Implementering i Klinisk Praksis

Dr. Marc Lippman, MD, identificerer klinisk inerti som en væsentlig barriere for udbredt implementering af brystkræftforebyggelse. Han anerkender den forskellige risikotolerance mellem behandling af etableret kræft og forebyggelse af statistisk risiko hos raske personer. Alligevel argumenterer han for, at de overvældende sikkerhedsdata gør disse lægemidler egnede til forsøg hos berettigede kvinder.

Dr. Lippmans samtale med Dr. Anton Titov, MD, fremhæver den logiske tilgang at prøve forebyggelsesmedicin, givet den minimale risiko og de betydelige potentielle fordele. Den 75 % risikoreduktion, der kan opnås med disse midler, repræsenterer en enestående mulighed i kræftforebyggelse. At overvinde lægers og patienters tøven gennem oplysning om de faktiske sikkerhedsdata kunne forvandle brystkræftforekomsten globalt.

Fuld Transskription

Dr. Anton Titov, MD: Professor Lippman, du nævnte, at forebyggelse af op til 70 % af alle brystkræfttilfælde kunne ske med antihormonel terapi. Vil du venligst uddybe strategier til forebyggelse af brystkræft i præcisionsmedicinens tidsalder?

Dr. Marc Lippman, MD: Bestemt, det handler ikke så meget om præcision her, fordi 100 % af mænd eller kvinder vil udvikle bryster før puberteten, hvis du giver dem østrogener. Så det er ikke præcist. Østrogener kan stimulere—det er indlysende.

Fordi det er tilfældet, har det også været klart fra alle slags epidemiologiske undersøgelser, at kvinder med senere pubertetsstart har en meget lavere risiko for brystkræft. Dette har været kendt i årtier.

For eksempel har en kvinde, hvis menstruation starter som 16-årig, omkring en tredjedel af risikoen for brystkræft sammenlignet med en kvinde, hvis menstruation startede som 12-årig. Er det ikke fantastisk? Fire års forskel har så stor effekt på brystkræftrisiko flere årtier senere.

Og efterhånden som folk er blevet større fra fødselen af—da højde og vægt styrer pubertetsstart—er pubertetsstarten i USA 10 år. Så der er ingen tvivl om, at længere eksponering for hormoner øger risikoen for brystkræft.

Det er blot en af grundene til, at vestlige kvinder har meget højere risiko for brystkræft end folk, der levede i Asien i det forrige århundrede. Deres brystkræftrisiko var lavere end kvinder, der levede i Vesten.

Og efterhånden som vestlig livsstil har fejet over verden, har vi set enorme stigninger i risikoen for brystkræft.

Fordi dette er så klart, fordi vi forstår, at disse hormonelle faktorer kan stærkt påvirke brystkræft, ved vi, at kvinder med for tidlig overgangsalder har en lavere risiko for brystkræft.

Det blev indlysende, da vi havde lægemidler, der kunne interferere med østrogenhandling, at prøve dem i brystkræftforebyggelsesforsøg. Og disse studier er blevet udført med flere lande og titusindvis af kvinder.

For eksempel, ved brug af et lægemiddel kaldet tamoxifen, blev kvinder på intent-to-treat-basis ordineret tamoxifen i fem år. Ikke alle tog det.

Men hvis du sammenligner kvinder, der blev ordineret tamoxifen i fem år, med kvinder, der ikke tog det, havde de omkring en—det er ekstraordinært.

Det er ekstraordinært! Og selvfølgelig, som jeg lige har sagt, nemt en tredjedel af disse kvinder tog ikke engang pillerne i de fem år.

Lignende studier er blevet udført med andre lægemidler, der interfererer med hormonhandling, såkaldte aromatasehæmmere. Disse lægemidler blokerer omdannelsen af androgenforstadier produceret af binyrerne til østrogener.

Disse er meget potente lægemidler, primært for kvinder efter overgangsalderen. Og i studier med disse lægemidler, nemt med fem års brug af disse lægemidler, er de yderst effektive.

Problemet er, at mange kvinder er bange for at bruge dem. Og mange læger er bange for at ordinere dem, fordi mange af disse lægemidler er blevet mærket som havende alvorlige bivirkninger.

Faktum er, at i randomiserede, dobbeltblindforsøg, hvor kvinder ikke kan afgøre, om de får placebo eller tamoxifen, eller placebo eller en aromatasehæmmer, kan det overvældende flertal af kvinder ikke identificere, om de er på lægemiddelbehandling eller placebo.

Så den mest almindelige bivirkning af et af disse lægemidler er ingen. Det er ingen. Og derfor er der ingen grund til ikke at prøve dem.

Du ville bemærke bivirkninger, hvis du har dem. Folk kan lide, hvis de føler hævede. De føler sig ikke rigtige eller noget. Hvis det forekommer, stop lægemidlet—no harm, no foul.

Men de fleste kvinder ville tage disse lægemidler, og de har ingen bivirkninger overhovedet. De vil reducere risikoen for brystkræft med 75 %. Det virker lidt tåbeligt ikke at prøve dem, synes du ikke?

Dr. Anton Titov, MD: Absolut. Så det er et spørgsmål om bare inerti i klinisk praksis.

Dr. Marc Lippman, MD: Nå, det er også fordi det andet problem selvfølgelig er dette. Det er én ting at behandle nogen med kræft. Patienter med kræft—det er en forfærdelig diagnose; folk er villige til at lide enorme bivirkninger.

Men hvis du er rask, og du håndterer den statistiske risikoreduktion, ønsker du ikke at have nogen bivirkninger.

Så en masse litteratur—masser af skrald, ærligt talt, der er på internettet—har skræmt folk væk fra at gøre ting, der under de fleste omstændigheder er harmløse.

Aromatasehæmmere er ikke associeret med nogen væsentlige toksiciteter i organsystemerne. Ingen hjerte, ingen lever, ingen nyre, ingen lungetoksisiteter. Der er ingen leukæmi. De er ikke toksiske lægemidler.

De kan have subjektive bivirkninger hos nogle kvinder. Men jeg gentager, den mest almindelige bivirkning er ingen.