Fremskridt inden for pædiatrisk reumatologi: Biologika revolutionerer behandlingen af juvenil artrit

Spring til afsnit

• Udviklingen af pædiatriske reumatiske sygdomme
• Systemisk juvenil idiopatisk artrit
• Den biologiske revolution i behandlingen
• Målrettede cytokinterapier
• Markant forbedrede patientforløb
• Fuld transskription

Udviklingen af pædiatriske reumatiske sygdomme

Ifølge dr. Randy Cron, MD, har pædiatriske reumatiske sygdomme gennemgået betydelige forandringer i deres forløb over de sidste tyve år. Selvom sygdommene i sig selv forbliver stort set uændrede, er behandlingsmetoderne og patientprognoserne blevet markant anderledes.

En bemærkelsesværdig udvikling er øget rapportering af sjældne komplikationer. En lille undergruppe af børn med systemisk juvenil idiopatisk artrit (JIA) udvikler nu alvorlig lungesygdom. Denne tilstand, kaldet pulmonal alveolar proteinose (PAP), blev tidligere rapporteret sjældnere.

Systemisk juvenil idiopatisk artrit

Systemisk juvenil idiopatisk artrit (JIA) rammer omkring 10% af børn med JIA i USA. Dr. Randy Cron, MD, påpeger, at disse patienter oplever mere end blot ledbetændelse. De har også høj feber, karakteristisk udslæt og betændelse i indre organer.

Disse børn har en høj risiko for at udvikle makrofagaktiveringssyndrom (MAS), en alvorlig komplikation med overdreven aktivering af immunsystemet. En meget lille undergruppe kan desuden udvikle pulmonal alveolar proteinose, en potentielt dødelig lungesygdom.

Den biologiske revolution i behandlingen

Introduktionen af biologiske lægemidler er det største fremskridt inden for pædiatrisk reumatologi. Dr. Randy Cron, MD, beskriver dem som målrettede designermediciner, der virker på specifikke immunveje. Denne tilgang repræsenterer præcisionsmedicin i behandlingen af autoimmune sygdomme.

Biologika har radikalt forbedret plejen for både børn og voksne med reumatiske lidelser. Disse mediciner målretter specifikke cytokiner som IL-1, IL-6 og TNF. Den biologiske revolution fortsætter med at udvikle sig, idet nye medicinklasser jævnligt bliver tilgængelige.

Målrettede cytokinterapier

Forskellige cytokinhæmmere virker mod specifikke autoimmune tilstande. TNF-hæmmere er særligt effektive mod polyartikulær juvenil idiopatisk artrit, men de har begrænset virkning mod de systemiske manifestationer af systemisk JIA.

Dr. Randy Cron, MD, forklarer, at IL-1- og IL-6-hæmmere viser overlegen effektivitet mod systemisk JIA. Denne målretning understreger vigtigheden af tilpassede behandlingsstrategier. Interviewet med dr. Anton Titov, MD, afdækker, hvordan behandlingsvalget afhænger af sygdomstype og symptomer.

Markant forbedrede patientforløb

Biologiske mediciner har forvandlet livskvaliteten for børn med artrit. Dr. Randy Cron, MD, understreger, at de fleste patienter nu kan deltage fuldt ud i sport og fysisk aktivitet. Børn kan spille basketball, fodbold og amerikansk fodbold uden at deres sygdom begrænser dem.

Disse behandlinger har generelt få bivirkninger. Dr. Randy Cron, MD, påpeger dog behovet for at overvåge specifikke risici som tuberkulose hos patienter, der får TNF-hæmmere. Samlet set er fordel-risiko-forholdet meget positivt for de fleste pædiatriske reumatologipatienter.

Fuld transskription

Dr. Anton Titov, MD: Er pædiatriske reumatiske sygdomme i dag anderledes end for 20 år siden, og hvis ja, hvordan?

Dr. Randy Cron, MD: Forløbene har helt sikkert ændret sig. Det er svært at vurdere, om sygdommene i sig selv er anderledes. En ting, der falder mig ind, er en meget lille undergruppe af børn med systemisk juvenil idiopatisk artrit (JIA).

I USA vil cirka 1 ud af 1000 børn udvikle en form for kronisk artrit kaldet juvenil idiopatisk artrit. Så det er ikke almindeligt – omkring 1 ud af 1000. Her i landet har cirka 10% systemisk juvenil idiopatisk artrit (JIA).

Ud over ledbetændelse har de høj feber, udslæt og undertiden betændelse i lever og andre organer. Det har været kendt i lang tid.

Der er dog øget rapportering af børn, der udvikler en sjælden lungesygdom kaldet PAP, pulmonal alveolar proteinose. Et proteinholdigt materiale ophober sig i lungerne. Det er meget farligt.

Selv systemisk JIA i sig selv – som vi talte om tidligere – giver disse børn en meget høj risiko for at udvikle makrofagaktiveringssyndrom (MAS). En undergruppe af dem, der har høj risiko for MAS – en meget lille, men reel undergruppe – kan også udvikle denne alvorlige lungesygdom, som kan føre til symptomer som trommestikfinger, som vi ser ved alvorlige lungesygdomme som cystisk fibrose.

Nå, men vi ser meget mere af det rapporteret, end vi gjorde før. Og ingen ved rigtig hvorfor. Nogle har teorier om, at nogle af de mediciner, vi bruger til at behandle disse tilstande, herunder IL-1- og IL-6-hæmmere, måske spiller en rolle. Det er svært at sige.

Årsagssammenhænge er komplekse her. Det er måske ikke medicinen i sig selv, der udløser det, men måske den måde, den ændrer immunresponset på. Det er helt uklart.

Men det er en ændring. Måske døde disse børn bare i fortiden uden at blive rapporteret. Det ved vi ikke.

Men det er én ting. Hvad der sandsynligvis er vigtigere over de sidste 20 år, er introduktionen af biologiske lægemidler – disse målrettede designermediciner.

Vi er gået ind i præcisionsmedicin, hvor vi målretter specifikke cytokiner som IL-1, IL-6 eller TNF. Dette har radikalt forandret plejen ikke bare for børn, men også for voksne med almindelige reumatiske tilstande som reumatoid artrit.

Det har haft en enorm indvirkning på muligheden for at give patienter et næsten normalt liv, hvilket ikke var tilfældet for 20 år siden. Og den biologiske revolution bliver bare bedre og bedre.

Der kommer konstant nye medicinklasser. Vi lærer mere og mere om immunsystemet både fra vores patienter og fra eksperimenter i laboratoriet, uanset om det er i dyremodeller eller in vitro. Vi bliver ved med at lære om plasticiteten – immunsystemets evne til at skifte mellem forskellige tilstande af inflammation og forskellige celler.