Denne omfattende oversigtsartikel forklarer, at føokromocytomer og paragangliomer er sjældne svulster, der kan forårsage farlige blodtryksstigninger og ligne mange andre sygdomme. Svulsterne optræder hos omkring 0,6 personer pr. 100.000 årligt og kræver specialiseret diagnostisk udredning, omhyggelig kirurgisk planlægning og genetisk vurdering, da op til 40 % af tilfældene skyldes arvelige genmutationer. Behandlingen består i kirurgisk fjernelse med specifik præoperativ medicinering, og langtidsopfølgning er afgørende på grund af risikoen for tilbagefald eller nye svulster.
More from Diagnostic Detectives Network
Forståelse af Feokromocytom og Paragangliom: En Patients Guide til Diagnostik og Behandling
Indholdsfortegnelse
- Introduktion: Sjældne Men Vigtige Svulster
- Historisk Baggrund og Terminologi
- Symptomer og Diagnostik
- Medicinsk Billeddiagnostik
- Behandlingsmuligheder og Kirurgiske Tilgange
- Genetiske Årsager og Arvelige Syndromer
- Langtidsbehandling og Overvågning
- Studiets Begrænsninger
- Patientanbefalinger
- Kildeinformation
Introduktion: Sjældne Men Vigtige Svulster
Feokromocytomer og paragangliomer er sjældne svulster, der både fascinerer og udfordrer læger. Disse svulster producerer for store mængder katecholaminer (stresshormoner som adrenalin), hvilket kan give symptomer, der ligner mere end 30 forskellige sygdomme. Uden korrekt diagnose kan de være livstruende, så tidlig opdagelse er afgørende for patientsikkerheden.
Diagnosen kræver komplekse biokemiske tests og specialiseret billeddiagnostik for at lokalisere svulsterne. Selvom kirurgi er hovedbehandlingen, kræver forberedelsen omhyggelig medicinsk behandling, og valg af kirurgisk teknik afhænger af svulstens egenskaber. Ny viden om de genetiske årsager har gjort behandlingen endnu mere individuel.
Historisk Baggrund og Terminologi
Den første detaljerede beskrivelse af feokromocytom kom fra den tyske patolog Max Schottelius i slutningen af 1800-tallet. Han dokumenterede en 18-årig kvinde, der døde i 1886 efter at have haft panikanfald, hjertebanken og kraftig svedtendens. Senere forskning viste, at hun led af multipel endokrin neoplas type 2 (MEN2), hvilket gør dette til det første kendte tilfælde af denne sygdom.
Udtrykket "feokromocytom" blev opfundet i 1912 af den tyske patolog Ludwig Pick. Ifølge Verdenssundhedsorganisationens klassifikation fra 2017 er feokromocytomer svulster i binyrerne, mens paragangliomer sidder uden for binyrerne. Disse svulster kan ikke skelnes under mikroskopet alene – deres placering afgør klassifikationen.
Under mikroskopet viser svulsterne et karakteristisk mønster kaldet "zellballen", med veludviklede svulstceller, der vokser i klynger med støttevæv og sustentakulære celler. Ved farvning ses hovedceller med kromogranin og sustentakulære celler med S100-protein.
Symptomer og Diagnostik
Disse svulster forekommer hos cirka 0,6 personer pr. 100.000 om året. De klassiske symptomer er hovedpine, hjertebanken og kraftig svedtendens. Men mange patienter oplever angst og panikanfald, som er almindelige i befolkningen, hvilket gør det svært at opdage disse sjældne svulster.
Med øget brug af scanning opdages mange binyresvulster tilfældigt ved undersøgelser for andre sygdomme. Derudover findes asymptomatiske tilfælde gennem familieundersøgelser og genetisk test for kendte mutationer.
Diagnosen kræver både biokemisk påvisning af for høj katecholaminproduktion og billedmæssig dokumentation af svulsten. Måling af plasma fraktionerede metanefrin (nedbrydningsprodukter af adrenalinhormoner) har 97% sensitivitet og 93% specificitet i 15 studier. Direkte måling af fraktionerede katecholaminer er mindre følsom, men tydeligt forhøjede værdier (over dobbelt af normalgrænsen) er også diagnostiske.
Flere faktorer kan give falske positive resultater:
- Medicin inklusive tricykliske antidepressiva, antipsykotika, SSRI, SNRI og levodopa
- Akut sygdom eller fysisk stress
- Visse kliniske tilstande, der midlertidigt øger katecholaminniveauer
For præcis testning anbefales det at stoppe tricykliske antidepressiva og andre psykoaktive lægemidler mindst 2 uger før hormonniveaumåling.
Medicinsk Billeddiagnostik
Billeddiagnostik varierer efter tre kliniske scenarier:
Scenarie 1: Patienter med symptomer og markant forhøjede metanefriner eller katecholaminer skal have en kontrastforstærket CT eller MR-scanning af maven. Hvis scanningen er normal, kan MR-scanning af kraniebasen, hals, brystkasse og bekken anbefales.
Scenarie 2: For tilfældigt opdagede binyre- eller retroperitoneale masser med attenuation over 10 Hounsfield-enheder på uforstærket CT, er biokemisk test nødvendig. Hvis niveauerne er tydeligt forhøjede, udføres kontrastforstærket CT eller MR-scanning. For masser over 10 cm eller placeret uden for binyren, kan yderligere scanning være nødvendig for at søge efter andre svulster eller spredning.
Scenarie 3: Patienter med sygdomsfremkaldende mutationer kræver specifik overvågning baseret på mutationstype.
Funktionel billeddiagnostik er særligt effektiv til at finde disse svulster:
- 123I-MIBG-scintigrafi (en specialiseret nuklearmedicinsk scanning)
- 68Ga-DOTATATE-PET-CT (en avanceret kombineret PET- og CT-scanning)
- 18F-L-DOPA-PET-CT (en anden type kombineret funktionel og anatomisk scanning)
Hoved- og halsparagangliomer viser sig typisk som smertefri, langsomt voksende masser, ofte som karotislegemesvulster eller vagale paragangliomer. Nogle forårsager ledningsbaseret høretab og pulserende tinnitus (ringende for ørerne i takt med hjerteslag) ved placering i jugulotympanalregionen. Avancerede tilfælde kan involvere kranie
Denne oversigtsartikel anerkender flere begrænsninger i den nuværende viden. Sjældenheden af disse diagnoser betyder, at de fleste undersøgelser har få patienter, hvilket gør store randomiserede studier vanskelige.
Debatten om præoperativ adrenerg blokering fortsætter uden konsensus, hvilket viser behovet for mere forskning, der sammenligner resultater med forskellige tilgange. Kirurgiske teknikker udvikler sig, og optimale tilgange for større svulster (over 5 cm) er stadig kontroversielle og afhængige af kirurgens erfaring.
Den genetiske forståelse udvides fortsat, hvor nyopdagede gener kræver yderligere klinisk korrelation. Langtidsresultater for patienter med spredt sygdom, der behandles uden kirurgi, kræver yderligere undersøgelse for at fastlægge optimale behandlingsprotokoller.
Patientanbefalinger
Baseret på denne forskning bør patienter med eller i risiko for disse svulster overveje følgende:
- Søg specialiseret behandling: Disse sjældne svulster kræver behandling af endokrinologer, endokrine kirurger og geneticister, der kender deres kompleksitet
- Fuldfør omhyggelig diagnostisk testning: Korrekt diagnose kræver både biokemisk testning og passende billeddiagnostik
- Overvej genetisk rådgivning og testning: Da 40% af tilfældene skyldes arvelige mutationer, kan genetisk vurdering vejlede behandling og familiescreening
- Drøft præoperative forberedelsesmuligheder: Tal med dit medicinske team om fordele og risici ved adrenerg blokering før kirurgi
- Forpligt dig til langtidsmonitorering: Regelmæssig opfølgning med biokemisk testning og scanning er essentiel på grund af recidivrisiko
- Informér familiemedlemmer: Hvis en genetisk mutation findes, kan slægtninge drage fordel af screening
- Rapporter symptomer prompte: Hovedpine, hjertebanken, svedtendens eller forhøjet blodtryk bør rapporteres til dit sundhedsteam
Kildeinformation
Original artikel titel: Pheochromocytoma and Paraganglioma
Forfattere: Hartmut P.H. Neumann, M.D., William F. Young, Jr., M.D., and Charis Eng, M.D., Ph.D.
Publikation: The New England Journal of Medicine, 8. august 2019, Bind 381, Sider 552-565
DOI: 10.1056/NEJMra1806651
Denne patientvenlige artikel er baseret på peer-reviewed forskning fra The New England Journal of Medicine og er udviklet for at hjælpe patienter med at forstå kompleks medicinsk information om disse sjældne svulster.